mandag den 17. november 2014

Drejls-viskestykker

Jeg har tilbragt weekenden med at passe Væverne i Aunings fælles stand på Den Gamle Bys Husflidsmarked. Det er et dejligt sted at være - fine forhold, søde mennesker og plads, så vi kan have en væv med.

Vi er (synes vi da selv) ret rutinerede i at transportere væve - også væve, der er opsatte med trend m.m., så vi havde i vævestuen forberedt 20 meter hørtrend til viskestykker. Bommet, søllet, rittet, bundet frem og op på en lille Stabilia.

Da vi ankom til husflidsmarkedet med en væv i samlesæt, viste det sig, at en smule af trenden var blevet fanget af øsknerne under sølskafterne. Det var ikke godt, og det gav anledning til meget bøvl med at få trenden fri af sølskafterne.

Bedst som vi stod der - 4 vævere, der alle var temmelig "oppe at køre" - stillede et kamerahold, som gerne ville filme seancen og høre, hvorfor vi synes, det er så hyggeligt at være med til Husflidsmarkedet. Det var mildt sagt ikke lige tidspunktet at spørge om det! De var vældig ihærdige, men accepterede til slut at give os lidt arbejdsro og vende tilbage senere.

Langt om længe kom væven op, de knækkede trendtråde fundet og repareret, skellet justeret - og frustrationerne glemt. Så da DR igen kom på besøg, blev de mødt af en glad væver ved en dejlig opsætning, der kørte fint.

Så skal du have et billigt grin, kan muligheden være der 23. december, hvor DR sender "Vores Jul" - måske med klip af 4 svedige vævere og en katastrofal hørtrend - eller måske med klip af arbejdende hænder og fødder ved væven.


Opsætningen er en variant af mine drejlsviskestykker (som du kan se her... og her...), hvor den 5-skaftede satin er ændret til 1/3-kipper. Trenden er hør 28/1 med 18 tråde/cm - det var da vist også lidt overmodigt at beslutte sig til den opsætning, når den skulle transporteres - men det gik jo med hiv og sving.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar